Barnets alder har
betydning for deres reaktion på forældre bliver syg af kræft. Børn i aldren 3
til 5 år reagere mest på bruddet af de daglige rutiner. Fordi denne aldres
gruppe kan have svært ved at udtrykke sig verbalt om deres bekymringer, kan
deres følelsesmæssige kvaler let undervurderes.
Det 6 til 8årige barn
begynder at kunne forstille sig, at forældre måske dør, og de bekymre sig om,
hvad der isåfald skal ske med dem. Der er en tendens til at børn i denne
aldersgruppe kan blive overvældet af stærke følelser af angst vrede eller
eventuel skyldfølelse. Børnene har brug for forældrenes hjælp og opmuntring til
at opretholde en følelse af sikkerhed. For børnene kan det være en hjælp til at
åbne op for enge følelser, at se forældre udtrykke deres følelser moderat.
Det har vist sig ofte at være en fordel at børnene bliver inddraget i forældres sygdomsforløb, informationerne skal være tilpasset til barnets niveau.
Det har vist sig ofte at være en fordel at børnene bliver inddraget i forældres sygdomsforløb, informationerne skal være tilpasset til barnets niveau.
Det 9 til 11årige barn
er bedre end de yngre børn til at bearbejde deres følelser. De har bedre
udviklet forsvarsmekanismer og kan af samme grund blive misforstået af forældrene
som værnende ligeglade, hvilket kan betyde at de ikke får den følelsesmæssige
støtte de har behov for
Det 12 til 14årige barn
kan have et behov for at distancer sig følelsesmæssigt fra den syge forældre og
det kan betyde at børnene ikke bliver inddraget i hvad der sker, og der kan
derfor opstå misforståelser.
”sammenfattende synes
det at være gavnenligt for børnene med en kræftsyg forælder, at familien som
helhed evner at etablerer en åben og alderstilpasset kommunikation om sygdommen
og de involverede følelser hos familiemedlemmerne”
”adskillige
undersøgelser har viser, at kræftsygdommen ikke alene påvirker den raske
partner, men at patientens psykiske sundhed faktisk også påvirkes af hvor
belastet den raske partner oplever sig selv”
”Når et par skal finde
en måde, hvorpå de kan få deres eget forhold og familien til at fungere på trods
af sygdommen, er åben og respektfuld kommunikation ofte et af de bedste
redskaber”
